shopping-og-oplevelser-aarhus

5 gode grunde til at besøge Århus

Selvom Århus er Danmarks næststørste by efter København, er det svært at sammenlige de to storbyer. Århus, som populært kaldes ”verdens mindste storby”, har nemlig sin helt egen charme. I det følgende vil vi opridse 5 gode grunde til at vælge Århus, næste gang du skal udenbys.

1. Madscenen

Århus har altid været et mekka for gode madoplevelser, der spænder lige fra trendy cafeer til Michelin-restauranter. Da Aarhus Street Food åbnede i 2016, blev byen endnu rigere på madoplevelser. I de smukke lokaler kan du nemlig købe street food fra alle verdens hjørner, lige fra Uganda, Thailand og Caribien til traditionel dansk mad i et gadeformat. Aarhus Street Food er placeret tæt på rutebilstationen, hvor du også kan nyde din mad i den gamle bushal, der nu er forvandlet til fælles spisestue for de besøgende.

2. Kulturhovedstaden 2017

I 2017 blev Århus udnævnt som Europæisk Kulturhovedstad; et initiativ der søger at knytte EU befolkningen tættere sammen. At valget faldt på Århus i 2017 kan ikke komme bag på mange. Byen har nemlig en stor diversitet i museer, hvor Aros og dens regnbuefarvede panoramaudsigt på toppen især er et hit blandt besøgende. Men Århus har meget mere at byde på end det populære museum. Eksempelvis fremhæves det kulturhistoriske Moesgaard Museum samt Vikingemuseet af en populær rejseblogger fra London Evening Standard.

3. Uendelige shopping muligheder

Som i enhver anden storby, er der mange muligheder for shopping i Århus. Leder du efter mærkevarer, kan du blandt andet finde butikker som Marc Jacobs og By Malene Birger. Du kan også gå i Magasin eller Salling. Du har desuden mulighed for at få alle dine indkøb overstået på ét sted, hvis du besøger storcentret City Vest. Er du mere i humør til at gå rundt og snuse, så er der en masse lokale og hyggelige butikker i Latinerkvarteret.

4. Den gamle by

Ingen liste over ting at se i Århus uden den gamle by. Tag en tur tilbage i tiden og oplev Danmarks første frilandsmuseum for byernes kultur og historie. På din tur rundt i den gamle by vil du støde på mange gamle bygninger, som har stået rundt om i Danmark, men som af den ene eller anden grund er blevet revet ned. I stedet er de blevet genopbygget i den gamle by, og repræsenterer alle sammen et stykke af danmarkshistorien. I nogle dele af byen vil du også kunne opleve en levendegørelse af livet i gamle dage.

5. Storslået arkitektur

Det er dog ikke kun når du går rundt i den gamle by at du vil opleve dansk historie. Alene en tur rundt i gaderne i Århus vil tage dig med på en tidsrejse. Her vil du nemlig opleve alt fra Latinerkvarteret og Domkirken fra det tolvte århundrede til det prisvindende nybyggeri, Isbjerget. Med gammelt der møder det nyt har Århus en helt speciel arkitektonisk profil. Går du ned til havnen vil du støde på Dokk1, som er byens nye bibliotek, der udover sit imponerende ydre, også har den bedste udsigt over Århus Bugt.